Presse
  Press Billeder
- Portraits
- Group Photos 
  - Children
  - Spectacular costumes 
  - Funny costumes
  - Crowd 
 
Dansk
- Pressemeddelelser
- Om Karneval i
  Aalborg
English
- Press releases
- About Carnival in
  Aalborg
Deutsch
- Pressemeldungen
- Über Karneval in
  Aalborg
Norsk
- Pressemeldinger
- Om karneval i Aalborg
Español
- Noticias de prensa
- Sobre el carnaval de Aalborg

Du er her:  Forside > Presse > Pressemeddelelser 2009 > Karneval i ekstravagencens tegn

Karneval i ekstravagancens tegn

Udgivet d. 15. maj 2009

Som toppen af kransekagen på Nordeuropas største folkelige karnevalsparade har Karneval i Aalborg satset flere hundred tusind kroner i kunstnerisk udvikling op til årets karneval.

Det bliver et karneval i ekstravagancens tegn, når Aalborg i næste uge byder på karneval. I løbet af de sidste par måneder har produktionsskoler, DUS- og fritidsordninger, karnevalsgrupper, Den musiske skole, Metal College Aalborg og beskæftigelsescenter Værket arbejdet på højtryk for at få spændende kostumer klar til karneval. Over 1.000 unge er engageret i at udforme kostumerne. I workshops har de fået inspiration fra den caribiske karnevalsdesigner Clary Salandy, der har videregivet tips, triks og praktisk assistance.

Det har været en bevidst strategi fra Karneval i Aalborgs side at sætte ekstra skub i den lokale udvikling af karnevalskunstnere. ”Vi har valgt at satse massivt på at understøtte en kreativ kunstnerisk udvikling af de nordjyske karnevalstraditioner. Det er utroligt inspirerende at se arbejdssomheden og iderigdommen, der bliver udfoldet hos de mange børn og unge, hos karnevalsgrupper og andre, når de arbejder sammen om så store projekter og får inspiration fra den internationalt anerkendte karnevalsdesigner, Clary Salandy, fra den prisvindende karnevalsgruppe Mahogany,” fortæller koordinator for Karneval i Aalborg Klaus Bystrup.

Også danske kunstnere har gjort en stor indsats til udfoldelse af kreativiteten. Franco Coluzzi har samarbejdet med Metal College om et gigantisk karnevalsspringvand, og Jacob Rantzau har været involveret i produktionsskolernes arbejde med et stort overflødighedshorn og springvandet.

Karneval i børnehøjde
Ca. 200 børn fra 9 SFO’er og DUS-ordninger fra det nordjyske har lavet flotte kostumer med karnevalsdesigner Clary Salandy, og med områdets danseskoler (Dance Action, Powerhouse og Aalborg Danse Center) har de øvet seje dansetrin. Børnene viser deres kostumer og nye dansetrin frem mandag d. 18. maj til arrangementet Dus med Dans.

En del af Dus med dans-deltagerne kommer også til Børnekarnevalet dagen forinden, søndag d. 17. maj. Til Børnekarneval går udklædte børn og deres forældre gennem Aalborgs gader, og karneval i børnehøjde fortsætter kl. 12.30-15 i Kildeparken med sang, musik, dans og sjove aktiviteter såsom ansigtsmaling, løb med poster, agilitybane og diskotelt. Derudover er der musik fra 3 scener med bl.a. Elisabeth, MGP-stjernerne fra 2008 m.fl.

Internationalt karnevalsshow krydet med 600 flot udklædte børn 
Der er dømt fest, farver og storslåede kostumer, når Karneval i Aalborg præsenterer internationalt karnevalsshow i særklasse – nemlig Battle of Carnival Bands. Professionelle karnevalsgrupper fra nær og fjern konkurrerer om at blive "Årets bedste karnevalsgruppe". Paraden starter kl. 18 fra Østerågade/Ved stranden, og fra kl. 19-23 er der spektakulært sceneshow i Kildeparken. Som noget helt specielt i år får optoget følge af Den musiske skoles Billedskole, der medvirker i et kæmpe karnevalsprojekt med 600 udklædte børn. Billedskolen har arbejdet intensivt på det store projekt og er stolte over at kunne gå foran de de profesionelle karnevalsgrupper i paraden.

Den folkelige iderigdom
Karnevalsugen kulminerer lørdag d. 23. maj med Nordeuropas største folkelige karneval fra formiddag til midnat. Med start 4 forskellige steder i Aalborg bevæger paraden sig gennem den indre by. Forrest i paraden går de internationale karnevalsgrupper. Bagefter følger den folkelige del, blandet med de kreative karnevalskostumer og vogne designet af Rebild og Lille Vildmose produktionsskoler, Metal College Aalborg, karnevalsgrupper og aktivitetscenter Værket. Derudover vil 12 tematiserede musikvogne spille op til fest i paradearmene på vej mod Kildeparken..

I Kildeparken kan de rockede Johnny Deluxe, r&b-divaen Media, Danmarks nye rocksangerinde Celina Ree, popstjernen Brinck og den jamaicanske reggaemusiker Sheldon Senior opleves på den store scene (Sambafælleden). På Calypsoscenen er der dømt Salsa Day med bl.a. de aalborgensiske Trio Latino og salsaorkestret Little Havana. Aftenen afsluttes med et storslået festfyrværkeri kl. 23.30.

For flere informationer om Karneval i Aalborg 2009 kontakt:
Klaus Bystrup
Koordinator
Karneval i Aalborg
Tlf: 9813 7211
Mobil: 2448 1306 
klaus@karnevaliaalborg.dk
www.karnevaliaalborg.dk

 

KARNEVAL I AALBORG - HASSERISGADE 10 - DK-9000 AALBORG 
TLF: (+45) 98 13 72 11 - E-MAIL
CVR-NR 74 42 85 17