|
Der er verbale øretæver i luften over Kildeparken tirsdag den 22. maj, når
Karneval i Aalborg med Mick Øgendahl og Rune Klan i front, forvandler en
næsten helt almindelig tirsdag til en helt sikkert ualmindelig satirsdag.
Mick Øgendahl og Rune Klan indtager Søen i Kildeparken denne satirsdag kl.
20.00 og vil formentlig få den til at flyde over med bølger af komik og
satire. Til dette stand-up comedy og satire show er der også mulighed for at
opleve en række lokale komikere i form af Michael Staun, Simon Astrup, Jens
Jacob Kvist, Søren Olson og ikke mindst aftenens værtspar Skovmand og Bue.
Til dem, der endnu ikke har fået revet lattermusklerne af led, byder
satirsdag også på:
- Fri Film på storskærm under åben himmel i Kildeparken. Her vises
instruktøren Anders Rønnow Klarlunds nye film ”Hvordan vi slipper af med de
andre”. Der er tale om bidende satire med blandt andre Søren Pilmark, Søren
Fauli, Tommy Kenter og Jesper Langberg.
- De to satiretegnere Monty og Rocio Saveedra vil være at finde i byens
gågader mellem kl. 15.00 og 17.30. Her vil de med satiriske streger tegne
alle interesserede. De to satiretegnere vil i øvrigt også være at finde i
gågaderne mandag, onsdag og torsdag.
- Udstilling med 22. nordjyske satiretegnere under titlen ”Sku’ det nu være
sjovt?” på Aalborg Kunstpavillon. Udstillingen kører 5. – 26. maj.
- På Mølleplads arrangerer Jomfru Ane Teatret og Jako Bole Teatret
gadeteater, hvor Dansk Rakkerpak opfører ”Bokseren og Ballerinaen”, der
hører til i den komiske boldgade.
- I intervallerne mellem latterkramperne er der mulighed for at opleve en
række danse- og musikarrangementer.
Hele programmet kan findes på
http://www.karnevaliaalborg.dk/program/program.htm
Billetter til Stand-up comedy og satire show i Kildeparken kan købes i
forsalg i Netkiosken til 90 kr.
For yderligere oplysninger kontakt:
Bramwell Flyckt
Konsulent
Aalborg Kommune
Skole- og kulturforvaltningen
Tlf: 99314180
Mobil: 20994180
bf-kultur@aalborg.dk
|
|


 |