Om Karneval
Karnevals historie, traditioner og arrangementer

Hvad er Karneval?
- Karnevalets rødder

Traditionerne
- Carrus Navalis
- Karnevalstema
- Battle of Carnival
- Karnevalsmasken
- Karnevalsplakaten
- Kong Karneval
- Børnekarneval
- Karnevalsparade
- Fest i Kildeparken

 
 

 

Du er her:  Forside > Om Karneval > Kong Karneval > Kroningstale 2002

Kroningstale 2002

Talen blev holdt ved kroningen af Kong Dissing den 2. april 2002, af medlem af bestyrelsen for "Karneval i Aalborg" ved Bramwell Flyckt.

Det er mig en stor glæde på vegne af foreningen “Karneval i Aalborg” at byde velkommen til en ganske særlig begivenhed her i Aalborgs gamle Rådhus, hvor vi i fællesskab skal krone det royale overhoved for Karneval 2002. 

Nu hvor solen igen begynder at få magt vækkes de menneskelige dybder… Intet kan modstå den tidevandsbølge af kaos, der vender verden på hovedet. Ingen hæmninger kan beskytte de smukke illusioner, der kaldes virkeligheden, moralen, fromheden og fornuften mod stormfloden af anarki og vanvid, hvor skandale, erotisk frihed og nådesløs verdslig satire hersker. 

Dette er en magisk tid udenfor tiden, hvor alt er omvendt, bagvendt. En paradoksal tid, hvor modsætninger forenes, hvor orden er uorden, harmoni er disharmoni, hvor blasfemi er hellig, hvor tabuer er sat ud af kraft. Et vanvittigt øjeblik, hvor livet omfavner døden i en hellig skabelsesdans…
Dette er karnevalstid, hvis rødder går langt tilbage i menneskehedens liv, langt før historisk tid, da mennesket levede i naturen og guderne hvilede blandt de dødelige, som tilbad dem…

I karnevalshistorisk sammenhæng er det udbredt over hele verden at udnævne en regent over karnevalet. 

Hos Karneval i Aalborg har vi igennem en længere årrække haft denne tradition på programmet og har gennem årene haft mange forskelligartede personligheder på denne post - ens for dem alle har været, at de enten har gjort noget helt specielt for arrangementet eller har haft en oplagt tilknytning til årets tema.    

Kongerollen har de seneste år været beklædt af en lang række prominente personer:           

I 1996: Pjerrot - Ib Groth Rasmussen: "Østen for Solen og Vesten for Månen" 
I 1997: Jesper Klein: "Satire & Satyrer" 
I 1998: Diana Benneweis: "Vort Moderlige Hav" 
I 1999: Henrik Voldborg: "Hvor regnbuen ender"
I 2000: Poul Nesgaard: "Mod nye Horisonter" 
I 2001: Mogens Frohn:  "Tro, Håb og Ærlighed"

Karnevalet spejler samfundet og i spejlet vendes der op og ned på samfundsordenen. I spejlet gemmer sig eventyret med sin egen uhåndgribelige verden. I spejlet kan du som Narcissos fortabe dig i dit eget billede eller i ro og mag betragte dig selv og reflektere over hvad du ser. Med udgangspunkt i karnevalstraditionens eksistentielle baggrund som spejl for samfundet og spejl på den enkeltes bevidste og ubevidste liv, har vi i Karneval i Aalborg til dette år valgt temaet; Spejling.

Da vi betragter Karneval i Aalborg som et spejlende medie - et medie for kreativ folkekultur, hvor deltageren sprænger tilskuerrollen og kaster sig ud i rytmisk musisk selvudfoldelse med ansigtet som lærred og kroppen som dansende skulptur, har det været naturligt at søge en person fra den musiske verden. En person som på værdig vis kan symbolisere en afspejling af folkesjælen - vores opmærksomhed rettede sig hurtigt omkring sangeren Povl Dissing.

Vi ser Povl Dissing som en gudbenådet rejsende troubadour, der med stor kærlighed og humor har spejlet folkesjælen igennem sit 35-årige virke og er blevet en levende legende i dansk musikliv. Povl Dissings fortolkninger af folkesange, Grundtvigs viser, Shel Silversteins sange, Benny Andersens digte rammer os i hjerterne på en original, ægte og gribende måde. Povl Dissing synger med sjælen og viser og blotter sine og vores følelser fuldstændigt. Nøgent og ærligt. Med klovnens indfølingsevne, komikerens og satirikerens spiddende galskab serverer Povl Dissing sangene for os i sin helt egen poetiske og lyriske fortolkning. Se hvilken morgenstund...

Povl Dissing har noget på hjerte og vi føler, at han på forbilledlig vis spejler folkesjælen - og alt sådan noget...

Det er derfor med stor glæde og taknemmelighed at vi i dag kan krone Kong Karneval 2002 

Konge over Nordeuropas Største Karneval

Povl den 2.
Kong Dissing af Aalborg

















 

KARNEVAL I AALBORG - HASSERISGADE 10 - DK-9000 AALBORG 
TLF: (+45) 98 13 72 11 - E-MAIL
CVR-NR 74 42 85 17